Ikke kun nattemørket havde nu Taabat i dets golde ubønhørlige greb – den isende og sjæledræbende tåge havde også gjort sit indtog i byen for foden af Skyggebjergene hvorfra den altid kom. Tidligere kom den også – men ikke som nu hvor modløshed altid overmandede uforberedte sjæle der blev fanget i den. Der var stadig folk til som ihukom hvorledes man så den som en velkommen gæst for at bryde dagens hede der ofte var at finde i byen for folden af Skyggebjergene.
Som dødens fingre omklamrede det én, søgte til stadighed at trænge ind i sjælen på én og end ikke de bedste klæder holdt dets ubønhørlige varmedrænende greb væk.
Taabats stræder var så godt som affolket nu og kun hvileløse sjæle samt modige eller dumdristige befandt sig på dem. Hvad eller hvilket der drev dem til at udfordre det ugudelige vejrlig ved de kun selv eller….?
Der er og vil altid findes sjæle der trodser gudinders grusomme leg med Aris’ indbyggere. Som en slags revolte mod at være gudernes legetøj. Natten nu var ikke anderledes og ej heller ikke de folk der stadig ikke havde søgt ly for nat og tåge.
De smalle snoede stræder i Taabat var under normale omstændigheder som en fælde i flere henseender, her var tyve, røvere, hekse og trolde, bare for at nævne få og de mindst farlige for uforvarende folk men nu var der mere og andet end det.
I dette kolde våde aften og natmørke fik selv skygger deres eget liv og ikke af det gode – folk forsvandt i dem – blev opslugt – var ordene noget vidner havde brugt. Skyggerne var ikke kun gjort af mørke, de var af en eller anden ugudelig grund gjort faste og tog nu del blandt de levende som de tappede for liv og efterlod kun kolde kadavere til sørgende slægtninge samt Taabat’s andre indbyggere.
Trikstere og handelsfolk fylkes i Taabat’s beværtninger og ikke kun for at slukke tørsten men også for at lave ”forretninger” af mere djævelsk slags. Alt ugudeligt kunne erhverves i Taabat for den rette pris.
En lille ”gave” fra Kong Halgan, der hånligt og med gudsbespottelse vendte sig fra den linje, hans bror, den tidligere konge, Targon, ellers havde kørt med retfærdighed og ærlighed, en linje der ellers havde bragt fremgang til alle i riget.
Hvad var der sket ude på den forbandede ø for et kvart århundrede siden? Ingen syntes at vide noget – måske ville de ikke vide det?!
Klanerne – ja – det var også noget der nu var kommet til Taabat. Vældige krigere, stolte og eksilramte elverfolk med deres ynde og snilde, trolde og tyve. Folk der af uransagelige grunde fandt sammen i fællesskaber og derigennem søgte at forbedre deres chance for overlevelse.
Under Kong Targon var det ridderordner folk talte om og beundrede men under hans bror opstod der en bred vifte af klaner der indbyrdes kæmpede om magten i Taabat’s underverden en udvikling af det gode eller onde? Kun guderne ved..!
Ikke nok med at Aris ikke var kommet sig ovenpå den katastrofe, men der gik nu rygter om noget rørte sig i nord? Disse rygter var stadig af den løse slags uden reelt indhold men de tog til og blev til stadighed flere. En noget skræmmende tanke for langt de fleste.
Specielt efter man havde opdaget de monsterfyldte fangehuller under selve byen– en ting der kun havde affødt en stigende strøm af nye ikke ønskværdige folk der af blodlyst eller grådighed søgt at gøre sig navnkundige ved at udrydde disse.
Selv i Taabat’s ”finere” beværtninger kunne man ikke undgå at høre et og andet. Altid af det mørke, aldrig af det gode, Dog uden substans eller indhold man som indbygger, kunne forholde sig til. Men som i alle andre kroer druknede fakta i sødt møjd og surt ale samt i lugten af halm og almen elendighed og man kunne kun afvente tidspunktet hvor guderne ville afsløre deres planer.
Så måtte man bare håbe at man var rede til at imødekomme hvad end de nu havde valgt at teste de dødelig med – som med dragerne der søgte at rage magt til sig gennem en kaotisk og nådesløs invasion.
Men her stod Taabat’s klaner og indbyggere sammen – de drog mod dem og gennem lang tid kæmpede de for deres frihed og liv. Uden at blinke tog de gudernes udfordring op og stod last og brast og var et uigennemtrængelig bolværk der reddede Taabat og dets indbygger om end prisen for landdistrikterne var høj, thi disse var svære at forsvare og mange omkom men sejren var vores.
This post has been edited 1 times, last edit by "Darkvision" (Feb 19th 2012, 1:37pm)
Change style
Saturday, May 19th 2012, 5:28pm
Go to the top of the page
